Jeg var et vanskeligt tilfælde, stammer fra en usportslig familie, hvor hverken far eller mor kunne cykle. Da jeg var tolv, forsøgte en ven at lære mig det. Vi kørte lange strækninger gennem skoven, men da vi på hjemvejen drejede ind på en trafikeret vej, faldt jeg med cyklen, mellem bilerne. Der skete ikke noget med mig, men jeg blev igen usikker.

Senere blev det at tænke en stor hindring. Da jeg studerede fysik, blev jeg klar over, hvor vanskelig et foretagende det jo er at cykle. Jeg begyndte at føle stor respekt for folk, der drejer uden at falde af cyklen. De var jo da nødt til at krænge cyklen noget til siden, men hvor mange grader? Det afhang på en indviklet måde af, hvor højt tyngdepunktet lå, krumningsradius på højre- eller venstrekurven, samt hastigheden, hvormed man nærmede sig. Hvordan kunne man tage alle disse faktorer i betragtning på passende måde, når kurven kom nærmere og nærmere ? Det kan vel kun sammenlignes med den styring, som de amerikanske astronauter skulle foretage ved en månelanding.

Naturligvis morede alle sig, når jeg fortalte om mit problem. "Du skal bare lade være med at tænke !" Men det er lettere sagt end gjort. Som bekendt kan man gøre sig umage for at tænke på noget, men at gøre sig umage for i k k e at tænke på noget, er håbløst. Jo mere man forsøger at glemme, jo mere koncentrerer man sig om det. Det er ligefrem et filosofisk problem.

Da jeg var tres flyttede jeg med min kone på landet. Der var langt til næste busstoppested. Skulle jeg nu igen vove forsøget ? Fra venner havde jeg lånt en lille foldecykel, og jeg begyndte at øve mig på de rolige skovveje – langt væk fra måske grinende tilskuere. Jeg landede tit men blødt i buskene ved vejkanten, og så gik det faktisk bedre og bedre.

Dagen efter kom jeg hjem fra dagens forsøg sveddryppende og med hængende ører. "Jeg lærer det aldrig, det går dårligere end i går !" sagde jeg til min kone. Hun opdagede straks grunden: Baghjulet var helt fladt.

Med oppumpede dæk og nye kræfter forsøgte jeg igen, og det var ikke til at fatte – jeg kunne, og kom endda om hjørnet uden at styrte. Bare et blik på vejens drejning fik åbenbart cyklen til at følge rigtigt med. Ganske vist kan jeg stadig ikke forstå den fysiske grund, men hvad gør det ?

Jeg er jo ikke filosoffen Hegel, der havde opstillet en række åndrige naturlove, og som på det forsigtige spørgsmål, om ikke det i naturen kunne gå anderledes til end ifølge naturlovene, svarede:" Så meget desto værre for naturen ! " Sådan fortælles historien i hvert fald.

En s i k k e r cyklist blev jeg nu ikke så hurtigt, og det opdagede naboerne snart. En dag nærmede jeg mig naboens hus, slingrende på den nye "rigtige" cykel, jeg i mellemtiden havde anskaffet. Naboen stod foran huset med nogle venner, og da han så mig, råbte han: " I dækning, Reinhart kommer ! ". Det endte i godmodig latter, og den slags gør godt.

Jeg havde længe problemer med at starte. Startede jeg for langsomt, begyndte jeg at slingre og mistede balancen. Men ved at starte for hurtigt kunne jeg ikke får cyklen styret i den rigtige retning hurtigt nok. Nå, også det lykkedes til sidst, ligesom jeg overvandt frygten for bilerne. En afstandsholder, der rager ud, tvinger bilisterne til at respektere afstanden.

Nu er der ikke noget, der kan bremse mig. På rolige veje bliver det at cykle en hidtil ukendt nydelse. På lange ture nyder jeg landskabet, der glider forbi, for jeg har virkelig lært ikke at tænke på den nødvendige krumningsvinkel.